En af de bedste investeringer du kan foretage dig mens baby vokser og gør sig klar til livet uden for livmoderen er, at forberede dig godt til fødslen.

forberedelse er nøglen

Fødselsforberedelse findes i mange forskellige former og afskygninger, og det er en god idé at sætte dig ind i de forskellige former og vælge den, eller de, som både udfordrer og støtter dig i dit spirende moderskab, taler til din indre overbevisning og inddrager din partner i jeres fælles rejse mod fødsel og forældreskab.

Det er vigtigt at du vælger fødselsforberedelse som inddrager både krop, sjæl, psyke og følelser. Fødslen vil uvilkårligt skubbe til dine grænser, bringe dig ud i afkroge som du ikke på forhånd kender til og til tider overvælde dig med en styrke og kraft du hverken har følt før eller troet mulig. Kort sagt vil fødslen bringe dig ud over din komfortzone – og det er helt ok!

Det er ikke kamp du skal forberede dig til men derimod en rejse. En rejse hvor du kommer til at bevæge dig på din yderste grænse og hvor enhver ressource du besidder vil blive kaldt frem for at assistere dig og baby på fødselsrejsen.

billede: Yes Mamma ~HomeBirthAustralia

billede: Yes Mamma ~HomeBirthAustralia

Du fødes også som mor
Når dit barn bliver født, fødes du også som mor. Fødselsprocessen er på forunderligste vis med til at vise dig, og åbne op for, nye og ukendte ressourcer du kan trække på i dit moderskab. Fødslen er samtidig også en afskedsproces med det pigeliv du kender til og indtil nu har levet – og at slippe det kan være udfordrende.

At komme helt derud hvor du ikke før har været og samtidig stole på og have tillid til at det er trygt og helt som det skal være kræver, at du oparbejder en forståelse for din krops potentiale, kender til og anerkender dine sårbare sider, har tiltro til dit og babys samarbejde og har mod på at åbne dig og give dig hen til den helt utrolige, raffinerede og livsbekræftende proces.

Jo bedre forberedt du er, jo lettere vil det være for dig at rumme og håndtere de oplevelser fødslen bringer op til overfladen. I De Seks Søjler herunder har jeg udspecificeret og opsummeret de aspekter som jeg inddrager i fødselsforberedelsen hos Tryg Fødsel. Forbereder du dig ud fra disse seks søjler er min erfaring, at du kommer hele vejen rundt og er velforberedt på alle de aspekter fødslen byder på.

God fødselsforberedelse aktiverer en begejstring over, at være medskaber af fødselsoplevelsen og jeg har igen og igen oplevet, at mine kursister ender med at glæde sig til fødslen – uanset hvor bekymrede de har været på forhånd.

De Seks Søjler
360° fødselsforberedelse

#1: Forventninger og bekymringer
Få afdækket dine forventninger til og bekymringer om fødslen – hvor stammer de fra, og hvad er vigtigt for dig?

#2: Tilknytning
Baby har brug for at føle sig velkommen, tryg og elsket. Brug tid hver dag på at imødekomme hendes behov allerede fra undfangelsen.

#3: Fysisk
Giv din krop de bedste betingelser; dyrk motion efter dit niveau og sørg for at give dig selv nærende mad.

#4: Mentalt
Søg informationer og uddan dig så du bliver i stand til, at skille skidt fra kanel og træffe velinformerede valg for fødslen.

#5: Følelsesmæssigt
Din følelsesmæssige tilstand er vigtig at holde i balance. Mindsk stress og arbejd bevidst med hvad du ønsker at give videre til dit barn.

#6: Færdigheder
Lær vejrtrækning, fødestillinger, massage, afspændingsteknikker osv. som du kan bruge til at lette fødselsarbejdet.

 

Tjek også Copenhagen Doulas hold “Ready for Birth and Beyond” ud her – næste hold starter i januar