Sørme om ikke der – her 2016 år efter mirakel jomfru-fødslen over dem alle – stadig sker mirakler!! Faktisk sker der mirakler inde i dig lige nu – din krop skaber nyt forunderligt liv og en smuk sjæl er under udvikling.
Baby lytter og modtager
Dit ufødte barn er fuldt bevidst. Mærker du efter og lytter indad vil du opdage, at der er mange måder I kan kommunikere med hinanden på.
Du kommunikerer sikkert allerede med baby flere gange i løbet af dagen ved at
- stryge dig over maven
- synge for ham/hende
- sende kærlige tanker
- forestille dig hvordan baby ser ud
- tale højt til baby
- fornemme om hun/han sover eller er vågen
- holde hånden dér hvor du mærker bevægelse
- fortælle at du glæder dig til at se baby
Er du opmærksom på, at baby også modtager, lytter og kommunikerer tilbage?
Tag dig tid
Jeg har sagt det mange gange før, OG det tåler gentagelse; det er essentielt hver dag under graviditeten, at være bevidst om det mirakel der foregår i din krop. Nogle minutter hver dag hvor du bare tager dig tid til at være gravid, mærker din krop og har kontakt med dit barn
– bare fem minutter gør en forskel.
Ifølge den amerikanske pionér indenfor pre- og perinatal psykologien, psykiateren Thomas Verny, kan det modvirke følgerne af stress og andre negative følelser, når man sender kærlige tanker ind til barnet.
Du skal ikke foretage dig noget specielt – det kommer helt af sig selv hvis du tager dig nogle minutter til bare at sidde og rette din opmærksomhed indad – brug din vejrtrækning som støtte.
At være i kontakt og kommunikere med dit ufødte barn skaber en følelse af fred, harmoni og samhørighed og det gør en umådelig forskel for jer begge.
Og jo mere du øver, des lettere bliver det.
Under fødslen er det en kæmpe fordel at have trænet og raffineret din intuition og skabt en tæt relation med dit barn.
Det gør det lettere for dig, at følge din krops signaler og arbejde med din krop og du vil hele tiden kunne tune ind på hvordan dit barn har det.
Hvad har dit barn på hjerte i dag?