Skru op for forventningerne hvis du vil have en god og tryg fødselsoplevelse. Fødselsforberedelse er nøglen!
At gå efter en god og tryg fødselsoplevelse er ikke et vanvittigt mål fra en egoistisk mor.
Det er en forunderlig kærlighedsgerning for dig selv og især for din baby.
En god og tryg fødselsoplevelse har ikke én fast definition – hvor, hvordan og med hvem du ønsker at føde er fuldstændigt op til dig. Det er dit valg.
Moder Natur har på intelligent vis udstyret dig med potentialet til at føde dit barn skånsomt, trygt og glædesfyldt – og dit barn med evnen til at deltage aktivt undervejs.
Vores fødekultur er desværre ikke indrettet med henblik på at udnytte dette potentiale til fulde.
Uddan dig selv og kend dine muligheder
-If you don’t know your options you don’t have any skrev Diana Korte i bogen “A good birth, a safe birth”. Og hvor har hun dog ret!
I dagens Danmark hvor fødekulturen i høj grad er baseret på retningslinjer og politiker og i meget lav grad på kliniske skøn og individuelle hensyn, er det mere bydende end nogensinde at du kender til dine muligheder så du kan træffe de for dig rigtige valg i forbindelse med fødslen.
At skulle føde uden at kende til dine muligheder svarer kækt sagt til, at tage til jobsamtale uden at kende til jobbeskrivelsen og forvente at chefen guider og hjælper dig gennem samtalen og til slut giver dig jobbet.
Fødselsforberedelse er nøglen!
God fødselsforberedelse inspirerer, guider og giver dig (og din partner) mod på, at hæve loftet for dine forventninger realistisk højt og hjælper dig til at åbne op for dit iboende kvindelige potentiale.
God fødselsforberedelse får dit indre lys til at skinne og får dig til at stå stærkt og hvile i din egen autoritet. Det giver dig evnen til, at føde dit barn trygt, hensigtsmæssigt og glædesfyldt ved hjælp af dine nedarvede naturlige instinkter.
God fødselsforberedelse får dig til at erkende dine ønsker og giver dig modet til at stå ved dem. Det er dig som ved bedst og jeg ved, at du lever op til dine egne forventninger.
Så skru op for forventningerne og forfølg dem, også selvom de er anderledes end de gængse.
“When you know whats important, its a lot easier to ignore what’s not.”
~ Marie Forleo