Influenza- og forkølelsessæsonen er over os. Du kan på naturlig vis selv forebygge eller bremse et virusangreb med saft eller ekstrakt af hyldebær.
Sådan fungerer hyldebær
Virus er en lille partikel som består af arvemateriale i form af DNA eller RNA.
Viruspartiklen fungerer som en parasit: Den har brug for en værtscelle, som fx en menneskecelle, for at kunne kopiere sine gener og sig selv, og dermed sprede sig.
Bærrene fra hyldebærtræet (Sambucus nigra) indeholder aktive stoffer der beskytter vores celler mod virusangreb. De aktive stoffer i hyldebær er de såkaldte flavonoider, en gruppe kemiske stoffer der findes i bla. frugt, grønt og nødder.
Hvordan et virus-angreb ser ud inde i cellerne
– jeps, det er mine egne noter fra ‘Anatomi, Fysiologi og Sygdomslære’ kurset 😉
Flavonoider har, ligesom vitaminer, en række vigtige ernæringsmæssige virkninger. Man siger, at de modificerer biologiske reaktioner. Og under et virusangreb modificerer flavonoiderne cellerne til at forhindre virus i at trænge ind og sprede sig – cellemembranen ‘lukker døren’ for indtrængende vira.
Hyldebær forebyggende og akut
Forebyggende kan hyldebær indtages et par gange om ugen gennem hele forkølelses- og
influenzasæsonen som saft (se opskrift herunder), te, suppe, toddys eller i smoothies.
Er du blevet smittet, kan sygeperioden ofte nedsættes til et par dage da udviklingen af virusangrebet stoppes. Her kan du med fordel drikke et par kopper om dagen, eller tage Sambucol, et ekstrakt udvundet af hyldebær.
Opskrift på varm hyldebærdrik (4 pers)
- ½ l hyldebærsaft UDEN sukker (Voelkel/Søbogaard)
- ½ l æblesaft (undgå koncentrat)
- 1 skive ingefær – giv den et slag med knivskaftet, så saften trænger ud
- 1 tsk stødt kanel
- skal og saft fra ½ øko citron
Varm op under omrøring til den er ved at nå kogepunktet, sluk og hæld op.
Du kan også lave en stor portion så du har til nogle dage – den bliver kun bedre af at stå og trække;)
Tip
Tilsæt nelliker, allehånde og/eller stjerneanis samt rosiner og mandler – så har du en alkoholfri glögg!